Field Note: Fremtidens landbrug kan få brug for mere græs
Græs kan både reducere udvaskningen af kvælstof og levere biomasse til biogasproduktion. Men hvordan finder man den rette balance mellem miljøhensyn, udbytte og økonomi? Det undersøger Aarhus Universitet gennem forsøg i Living Lab Midtjylland. En ny Field Note giver indblik i forsøgene og de spørgsmål, forskerne arbejder på at besvare.
Med den kommende kvælstofregulering i 2027 bliver det endnu vigtigere at finde løsninger, der kan reducere udvaskningen af kvælstof fra landbrugets marker. Her kan omlægning fra korn til flerårigt græs blive et vigtigt virkemiddel, særligt i områder omkring Limfjorden.
Samtidig kan græsset anvendes til biogasproduktion og dermed bidrage til, at landmændene fortsat kan opretholde en produktion på arealerne.
En vigtig faktor er gødskningen af græsset. Mindre kvælstofgødning kan reducere udvaskningen, men kan også påvirke mængden af græs, der høstes. Derfor er det afgørende at finde den rette balance mellem kvælstoftilførsel, biomasseudbytte og græssets kvalitet til biogasproduktion.
I 2026 gennemfører Aarhus Universitet forsøg hos Madsen Bioenergi nær Skive. Her undersøges det, hvordan forskellige niveauer af kvælstofgødskning påvirker græssets udbytte og metanpotentiale. Resultaterne forventes at foreligge i vinteren 2026-2027 og skal bidrage med ny viden om, hvordan græs bedst kan udnyttes til biogas.
Læs hele Field Notes-artiklen “Forsøg med græs til biogas” via linket og få mere viden om forsøgene, mulighederne og udfordringerne ved at anvende græs til biogasproduktion.
Field Note: Forsøg med græs til biogas
Se også videoen fra markforsøget hos Living Lab Midtjylland herunder

