Accel AgroBiogas tester nye metoder til mere bæredygtig biomasse i Foulum
I Accel AgroBiogas arbejder vi målrettet på at finde nye løsninger, der kan øge produktionen af bæredygtig biomasse til biogas uden at øge miljøbelastningen. Som en del af projektet gennemfører Aarhus Universitet et omfattende markforsøg, der undersøger, hvordan tidlig kornhøst og forskellige strategier for efterafgrøder påvirker både biomasseproduktion, nitratudvaskning og klimaaftryk.
De første erfaringer fra 2025 peger på lovende takter, og i 2026 udvides forsøgene med endnu mere detaljerede målinger.
Mere efterårsbiomasse ved tidlig høst
En af hovednøglerne i projektet er at undersøge, hvad der sker, når kornet høstes lidt før fuld modenhed. De foreløbige resultater viser, at det giver efterafgrøderne et markant bedre afsæt.
”Når vi høster kornet lidt tidligere, får efterafgrøderne en længere vækstsæson og etablerer sig bedre,” fortæller seniorrådgiver Søren Ugilt Larsen, Aarhus Universitet.
Denne stærkere etablering øger mængden af efterårsbiomasse, som potentielt kan høstes og sendes til biogasanlæg; et vigtigt perspektiv, nu hvor energiafgrøder som majs udfases i dansk biogasproduktion.
Udvaskningen: En central brik i puslespillet
Selv om tidlig høst giver mere biomasse, er det endnu uafklaret, hvordan det påvirker nitratudvaskningen, når efterafgrøderne høstes i efteråret.
I løbet af vinteren har forskerne taget jordvandsprøver fra sugeceller i forsøget. Disse analyseres i løbet af 2026, og resultaterne forventes efter sommerferien.

”Hvis vi kan dokumentere, at efterafgrøderne kan høstes uden øget udvaskning, giver det landmænd og biogasbranchen helt nye muligheder,” siger Søren Ugilt Larsen.
Og hvis målingerne viser, at der ikke er forskel, ja, så er det i sig selv et vigtigt resultat. Det vil betyde, at efterårsbiomassen kan udnyttes uden at gå på kompromis med miljøet.
Methanpotentiale: Kan ensilering give et energiboost?
I Aarhus Universitets biogasanlæg analyseres halm og efterafgrøder fra 2025-forsøget nu for methanpotentiale. Her undersøges især:
- om ensilering af våd halm og efterafgrøder kan fungere som forbehandling
- om høj stub blandet med efterafgrøder forbedrer ensileringen
- om delvist umoden halm fra tidlig kornhøst giver et højere gasudbytte
Tidligere studier peger på, at ensilering sammen med grønt materiale kan øge metanudbyttet. Accel AgroBiogas tester nu dette under kontrollerede forhold.
2026: Et styrket forsøgsdesign og nye klimadata
I 2026 gentages forsøget i en forbedret version. De grundlæggende elementer bevares:
- to høsttidspunkter i korn
- flere typer efterafgrøder (både forårssåede og sensommersåede)
- høst af halm og efterafgrøder på halvdelen af parcellerne
Men årets design er samtidig gjort mere robust, og forsøget udvides med nye klimaparametre.
Måling af lattergasemissioner
Som noget nyt bliver der i 2026 målt lattergas (N₂O) fra udvalgte behandlinger. Det sker i samarbejde med projektet Climate Smart Research (CSR) ledet af professor Lars J. Munkholm fra Aarhus Universitet, der bidrager med både udstyr og finansiering.
Det gør det muligt at vurdere hele det samlede klimabidrag fra forskellige biomassestrategier:
- biomasseudbytte
- nitratudvaskning
- klimagasudledning fra jorden
Sammen giver disse parametre et mere præcist billede af, hvilke løsninger der både virker i marken og gavner klimaet.
Et voksende behov for ny biomasse
Biogasbranchen har i dag udnyttet meget af det let tilgængelige organiske restmateriale fra industrien. Samtidig udfases energiafgrøder som majs, hvilket øger behovet for andre bæredygtige biomassekilder.
Efterafgrøder, især dem, der skal dyrkes af miljøhensyn under alle omstændigheder, er derfor en oplagt kandidat.
”Biogasbranchen har brug for nye, bæredygtige råvarer. Efterafgrøder passer perfekt, hvis vi kan dokumentere, at de både fungerer i marken og i biogasanlægget,” siger Søren Ugilt Larsen.
Perspektiv for landmændene
Undersåede efterafgrøder kan reducere kerneudbyttet en smule. Men hvis den ekstra efterårsbiomasse kan sælges til biogas til en rimelig pris, kan regnestykket samlet set blive positivt.
Derfor udvikler Accel AgroBiogas et beregningsværktøj, der skal vise de økonomiske konsekvenser af forskellige strategier baseret på reelle forsøgsdata fra både 2025 og 2026.
Næste skridt
I de kommende måneder færdiggøres analyserne fra 2025-forsøget, herunder:
- methanpotentiale
- udbytter af korn, halm og efterafgrøder
- effekten af tidlig høst på kvælstofeftervirkning
Samtidig etableres årets nye forsøgsarealer.
Resultaterne vil bidrage til at udvikle mere klimavenlige og ressourceeffektive strategier for biomasseproduktion på landbrugsbedrifter som en del af den grønne omstilling.

