·

Study Tour: Svenske biogasaktører hentede inspiration i Midtjylland

Svenske landmænd, biogasproducenter og landbrugsrådgivere besøgte i oktober Skiveegnen og Aarhus Universitets forskningsfaciliteter i Foulum for at få inspiration til fremtidens biogasproduktion. Studieturen havde fokus på erfaringsudveksling, nye samarbejder og fælles udfordringer på tværs af Danmark og Sverige.

Over to dage fik de svenske deltagere mulighed for at komme tæt på den danske biogasproduktion og udveksle erfaringer med danske aktører. Formålet var at skabe nye kontakter, dele viden og undersøge, hvor der er fælles muligheder og udfordringer i arbejdet med at udvikle fremtidens biogasproduktion.

Studieturen begyndte med et besøg hos GreenLab Skive og fortsatte derefter til lokale biogasproducenter på Skiveegnen. Her fik deltagerne indblik i forskellige teknologier og produktionsmetoder og mulighed for at diskutere erfaringer med både drift og udvikling af biogasanlæg.

På andendagen fortsatte programmet med et besøg ved markforsøg ved Aarhus Universitet i Foulum, hvor der blandt andet var fokus på efterafgrøder og mulighederne for at udnytte alternative biomasser fra landbruget til biogasproduktion.

Studieturen blev rundet af med et fagligt seminar med oplæg fra både danske og svenske deltagere. Her blev der blandt andet delt viden om markforsøg og biomassers metanpotentiale. Oplæggene gav anledning til mange spørgsmål og gode diskussioner om de muligheder og udfordringer, som biogasbranchen står over for i begge lande.

Netop erfaringsudvekslingen er en vigtig del af Accel AgroBiogas. Ved at bringe landmænd, biogasproducenter, forskere og rådgivere sammen på tværs af landegrænser kan projektet bidrage til at udvikle nye løsninger og styrke samarbejdet om en mere bæredygtig biogasproduktion.

Se videoen herunder, hvor nogle af de svenske deltagere fortæller, hvad de tager med sig hjem fra de to dages studietur i Midtjylland.