· ·

Fra mark til biogas: Aarhus Universitet undersøger potentialet i landbrugets biomasser

Accel AgroBiogas samler forskning, erhverv og myndigheder om at udvikle fremtidens bæredygtige biogas. Her giver Aarhus Universitet indblik i deres rolle i projektet.

Hvad er jeres rolle i projektet?
En af AUs kerneroller i projektet er at belyse og dokumentere, hvordan der i planteproduktionen kan produceres og høstes en større mængde plantebiomasse, som kan udnyttes til biogasproduktion. Desuden medvirker vi til at dokumentere miljø- og klimaeffekterne af at producere biomassen og udnytte den til biogasproduktion.

Hvad bidrager I med i projektet?
I projektet gennemfører vi markforsøg med forskellige dyrkningsstrategier, hvor vi især har fokus på at øge biomasseproduktionen i efterafgrøder. Vi måler også på, om kvælstofudvaskningen ændrer sig, hvis man høster efterafgrøderne fremfor at lade dem blive på marken. Desuden analyserer vi biogaspotentialet i forskellige typer af biomasser, både fra vores egne forsøgsaktiviteter og fra andre aktiviteter i det danske og de svenske living labs i projektet.

Hvorfor er Accel AgroBiogas vigtig?
Projektet bidrager med ny viden om landbrugets potentielle biomasseressourcer og deres udnyttelse i biogasproduktionen. Dette er af stor betydning både for landmænd og biogasanlæg – og for samspillet mellem landbrug og biogasproduktion. For landmænd kan der være nye forretningsmuligheder og positive sideeffekter i form af bedre kvælstofhusholdning ved at levere biomasse til biogasproduktion. For biogasanlæg er det afgørende med en sikker forsyning af energirig og bæredygtig biomasse for at kunne opretholde en rentabel biogasproduktion.

Hvad sker der fremadrettet?
I 2026 fortsætter arbejdet med markforsøgene. Der bliver målt effekter på kvælstofudvaskning og kvælstofeftervirkning af at høste efterafgrøderne i efteråret 2025, og der bliver etableret et nyt forsøg, hvor vårbyg høstes tidligere end normalt for at øge udbyttet af forskellige efterafgrøder. Der laves også forsøg med ensilering af våd halm fra tidlig høst af vårbyg og samensilering af høj kornstub og efterafgrøder, og der bliver analyseret for biogaspotentiale i både frisk og ensileret biomasse.

Aarhus Universitets forsøgsmarker i Foulum. Foto: Rene Larsen