·

Biomasse til biogas i fokus hos Madsen Bioenergi

Accel AgroBiogas samler erfaringer, resultater og nye perspektiver på biomasse til biogas.

Onsdag den 3. juni mødes projektpartnere, forskere og aktører fra landbrug og biogas hos Madsen Bioenergi I/S til en workshop med fokus på biomasse til biogas og udviklingen af mere bæredygtige løsninger i praksis.

På dagen præsenteres blandt andet de nyeste resultater fra markforsøg ved Aarhus Universitet, erfaringer med græs til biogas samt kommende aktiviteter og forsøg i projektet. Der bliver også delt erfaringer fra Sverige, hvor nye biomasser som kartoffeltop undersøges i forhold til biogasproduktion.

Programmet giver samtidig plads til faglige drøftelser om både praktiske erfaringer og de politiske rammevilkår, der har betydning for udviklingen af biogassektoren.

Dagen afsluttes med en besigtigelse af biogasanlægget hos Boe Madsen med fokus på konkrete løsninger og erfaringer fra driften.

I Accel AgroBiogas arbejdes der med at styrke produktionen og udnyttelsen af bæredygtig biomasse til biogas gennem samarbejde mellem forskning og praksis.