EU-Kommissionen søger input til den kommende Biotech Act II

EU-Kommissionen har åbnet for, at aktører kan sende input til det Biotech Act II, som har fokus på industriel bioteknologi og biomanufacturing. Der kan indsendes bemærkninger frem til 10. juni 2026. Herefter forventes Kommissionen at arbejde videre med et forslag til ny forordning på området.

Initiativet har til formål at styrke EU’s konkurrenceevne inden for industriel bioteknologi og biomanufacturing, skabe bedre rammevilkår for investeringer og bidrage til europæisk industri. Blandt de emner, der fremhæves, er simplificering af lovgivning, øge markedsefterspørgslen efter biobaserede løsninger og udvikling af bæredygtighedskriterier for biomasse, der anvendes i industrien.

For biogassektoren er dette særligt relevant. Værdikæderne for biogas, bioenergi og andre biobaserede industrier overlapper i høj grad, ikke mindst når det gælder anvendelsen af biomasse, reststrømme og sidestrømme. Derfor er der en vigtig mulighed for at fremhæve behovet for synergi og koordinerede initiativer – frem for separate systemer, der risikerer at skabe unødig kompleksitet.

Accel AgroBiogas arbejder for at udvikle, teste og udbrede nye koncepter for levering af biomasse, som kan bidrage til øget og mere bæredygtig biogasproduktion i Øresund-Kattegat-Skagerrak-regionen. Projektet fokuserer blandt andet på, hvordan landbrugets reststrømme kan anvendes mere effektivt i biogasproduktion, samtidig med at rammevilkårene for landbruget og biogasbranchen styrkes.

Denne åbne høring er derfor en mulighed for aktører inden for biogas, landbrug, industri og policy at bidrage med perspektiver på, hvordan fremtidig regulering kan fremme synergier mellem bioenergi og bioindustri. For at biogassektorens potentiale kan udnyttes fuldt ud, er der behov for virkemidler og kriterier, der understøtter cirkulære strømme, styrker efterspørgslen efter bæredygtige biomasseløsninger og reducerer barrierer for implementering.

EU-Kommissionen modtager input i fri tekst på op til 4.000 tegn. Det er også muligt at vedhæfte et kort notat, for eksempel en one-pager. Bemærkninger kan indsendes offentligt eller anonymt.

Læs mere og indsend input via EU-Kommissionens åbne høring senest 10. juni 2026.